Jeremy Corbyn - ting er ikke som de plejer at være
I dag vandt Jeremy Corbyn kampen om at blive det engelske Labour-partis nye formand, efter en valgkamp der har efterladt både det politiske establishment - ikke mindst Labour-partiet selv - og de britiske mainstreammedier fuldstændigt fortumlet. Det var IKKE sådan her skabet skulle stå!


Jeremy Corbyn havde ikke en chance, sagde de alle sammen. Han er bare med i formandsopgøret for sjov. Han er en dinosaur, en protestkandidat, et finurligt indslag der kan puste lidt liv i gløderne for græsrødderne. En venlig hyggeonkel, man kan smile overbærende af.


Alle - også hans argeste ideologiske modstandere hos de konservative - er enige om, at han er noget så sjældent som en behagelig fætter: velmenende, stille og rolig, bruger ikke personangreb eller negative kampagnetricks, går efter bolden, ukorrupt, konsistent. Bare ikke en vinder. Men i dag vandt han så alligevel - overbevisende - og er nu formand for det store oppositionsparti.


Corbyn var indtil for nylig ikke vildt velkendt i den brede offentlighed, hvilket siger mere om medierne end om ham eller om offentligheden. Han har været parlamentsmedlem siden 1983 og har i årtier været involveret i aktivisme, lige fra anti-apartheid, anti-racisme, kampen mod tortur og forskellige solidaritets- og borgerrettighedsinitiativer - til at spille en nøglerolle i fredsbevægelsen og initativer mod atomvåben. Jeg selv hørte første gang hans navn, da jeg var på vej til Irak i

2003 som "human shield" eller fredsvagt: Stort set alle politikere havde som sædvanligt travlt med at tage afstand fra den slags; Corbyn bakkede op, til et offentligt møde i London.


Valgkampen

Efter Labours valgnederlag i maj 2015, trak partilederen Ed Miliband sig tilbage, hvorved processen med at udpege hans efterfølger blev skudt igang. I juni stod det klart, at 4 kandidater var nomineret: Andy Burnham, Liz Kendall og Yvette Cooper. Og så Jeremy Corbyn, som absolut ingen af Labour-partiets egne parlamentsmedlemmer regnede med ville have en chance (først et par minutter inden tidsfristens udløb, lykkedes det ham at sikre sig de nødvendige 35 nomineringer fra andre parlamentsmedlemmer). Normalt, ville man sige, at en "left-winger" som Corbyn, bare er med i løbet, for at sikre at den slags synspunkter også skulle blive hørt. Bagefter bliver en Tony Blair-klon valgt og alting forsætter som hidtil.


Men fra starten, stod det klart, at tingene ikke er som de plejer. Ikke alene var opbakningen til Corbyn blandt Labours stemmeberettigede medlemmer ret stor. Nye medlemmer og støtter strømmede til partiet i et omfang, der vist aldrig før er set for noget som helst etableret parti i historien.


Allerede efter den første TV-debat mellem de fire kandidater var fanden løs i laksegade: Corbyn var ikke bare en "seriøs" kandidat. Han førte. Ret stort.


Burnham så ud til at være den eneste der havde noget som helst der mindede om reel [minimal] opbakning, ud over Corbyn), så midt i august, lavede jeg en hurtig mini-research, for at se hvor meget buzz de to herrer hver især fik på sociale medier. Resultatet var ret tydeligt: Corbyn havde noget der minder om 2.000 til 3.000 gange mere gang i den dér, end Burnham.


Siden da, har han konstant været absolut favorit (bookmakere udbetalte for flere uger siden gevinster til de der har satset penge på, at han vinder - noget der i udgangspunkter havde afsindigt lange odds). Favorit hos vælgerne altså - IKKE hos dem der plejer at bestemme. Det kan man ikke lide i vigtige kredse.


Hvad gør man, når det er den forkerte der vinder?

På trods af, at samtlige engelske medier og næsten alt hvad der kan kravle og gå af politikere på tværs af partiskel, under hele valgkampen, har ført en gigantisk smædekampagne mod ham, er opbakningen til ham, kun vokset og vokset, hvorimod de 3 øvrige - fokusgruppeagtige, mekaniske og næsten ens - formandskandidater i højere og højere grad bare har konkurreret om at ikke at komme sidst. Under hans 99 valgmøder over hele landet, er folk strømmet til i tusindvis, har meldt sig ind i Labour-partiet i titusindevis, enten som regulære medlemmer eller som partistøtter (der så har ret til at stemme i formandsvalget). Mange steder har der været nærmest rock star-agtige scener, hvor han har været nødt til at gentage sine taler 2-3 gange lige efter hinanden, for at alle de fremmødte skulle kunne høre ham (i Camden, måtte han til sidst holde kravle op på brandbil parkeret udenfor og holde ekstra-tale).


Mens de har fået nærmest sykofantisk mediedækning lige fra dag ét i valgkampen, er Corbyn blevet svinet til, i en grad der længe kun har været til at grine af.


Han er blevet kaldt  "for gammel" til at være premiereminister (han er 66, 2 år yngre end f.eks. Hillary Clinton, om hvem engelske medier ikke lader til at mene at alderen er noget problem). Han er blevet mobbet med sin påklædning, for ikke at gå nok op i luksus (seriøst!), for at være et levn fra 80'erne (?) og for ikke at være "kendt" nok (igen, en noget bizar kritik al den stund, at han længe har været langt foran de øvrige kandidater - og nu har vundet valget).


Det blev dog hurtigt klart, at den slags pjat ikke virkede - så der måtte andre boller på suppen, hvis det skulle forhindres, at den forkerte kandidat, gik hen og vandt opgøret.


Alle de store kanoner blev kørt frem; én ting er, at rendestenspressen og Murdoch-aviserne gik amok, men også - eller måske endda: især - de såkaldt "progressive" medier (BBC, The Guardian, The Independent) som mange ville have forventet ville have været Jeremy Corbyns naturlige støtter, gik i full-blown attack mode og satte alle sejl ind på at stikke en kæp i hjulet på ham.


Tidligere sundhedsminister Alan Johnson skrev en lang og kedelig klumme i The Guardian, om at Labour måtte "stoppe vanviddet og vælge Yvette Cooper" som formand. Uendeligt mange andre pinger fulgte efter, med lange, kedelig og/eller mere og mere hysteriske advarsler om det ragnarok - RAGNAROK - der ville følge, hvis Corbyn skulle gå hen at vinde.


De hev endda Tony Fucking Blair hjem fra sine normale opgaver med at sikre evig krig & profit i Mellemøsten (og udføre konsulentarbejde for nogle af de værste tyranner i verden) for at udspyde propaganda mod Corbyn. Flere gange.


I forvejen havde han gjort sig bemærket i debatten, ved at anbefale de, hvis hjerter fortalte dem at Corbyn var den rigtige leder for Labour, at de nok burde få en hjertetransplantation.


Men nu fór han til tasterne i The Guardian (suk), hvor han startede:


"The Labour party is in danger more mortal today than at any point in the over 100 years of its existence. I say this as someone who led the party for 13 years"


Tjoh.. det er måske rigtigt nok, men den helt store, altoverskyggende grund til, at Labour er i krise, er sgu ikke Jeremy Corbyn. Det er, at selvsamme Tony Blair flåede partiets sjæl ud og trampede på den, da han allierede sig med George Bush om ulovligt at invadere Irak i 2003. Noget størstedelen af både briterne og - især - Labours vælgere var stærkt modstandere af. De kan huske, at Corbyn både stemte- og talte imod krigen. Lefleriet for "finansmafiaen" i Londons City, mens alle andre bliver hægtet af, hjælper heller ikke.


Måske usikker på, om læserne forstod hvad "mortal danger" betød, uddyber krigsforbryderen Blair, at faren ved at gøre Corbyn til formand er så stor at:


The party is walking eyes shut, arms outstretched, over the cliff’s edge to the jagged rocks below. This is not a moment to refrain from disturbing the serenity of the walk on the basis it causes “disunity”. It is a moment for a rugby tackle if that were possible.


Blairs advarsler virkede ikke rigtig efter hensigten. Måske havde han og hans kumpaner glemt, at han er nogenlunde den mest forhadte mand i England?


Det hører vel også med til historien, at Corbyn som den eneste af kandidaterne, har luftet tanken om både at undskylde for Irak-krigen - og at Blair da nok egentlig burde stilles for en krigsforbryderdomstol i samme forbindelse.


Medierne

Medierne selv, holdt sig heller ikke tilbage og skrev stolpe op og stolpe ned, om at Corbyn elsker terrorister, er antisemit, hader virksomheder, vil gøre England til Sovjetunionen, elsker Stalin og at han ser ensom ud i bussen (?). Åh ja, og så spiser han vist nogle gange kolde baked beans.


Man skal næsten sammenholde en stak af smædeartiklerne for helt at forstå hvor sindssygt det er - men bare som et enkelt eksempel, mente Daily Mail, at det var en okay idé, at trykke en lang, paranoid, dystopisk artikel om "De første 1000 dage med Corbyn", hvori England naturligvis bryder totalt sammen; de rige forlader landet, alting går i opløsning og pop-bandet One Direction stikker af til USA (skulle det være en dårlig ting?) hvorefter Corbyn selv må evakueres fra sit kontor med helikopter.


Det hele er prellet af på Jeremy Corbyn, der blot hver gang har svaret: "I don't do personal abuse; I don't respond to personal abuse".


Men hvorfor er de så bange for ham? Hvorfor ville det være en katastrofe hvis han går hen og bliver premiereminister?

Fordi han ikke er ligesom dem. Han er NATO-skeptiker, modstander af atomvåben (vil gerne afskaffe Englands Tridentsystem, i stedet for at bruge milliarder på at forny det). Han er modstander af den evige "Krig Mod Terror", af Israels besættelse af Palæstina, af alliancerne med tyraniske golfstater. Han vil udfordre finanssektorens kvælergreb om økonomien. Han bakker op om Snowden, taler ikke grimt om WikiLeaks. Og så mener han tilsyneladende hvad han siger. Det er farligt!


At være uvælgelig

Det allermest hyppigt brugte angreb på Corbyn har været, at han absolut, overhovedet, på ingen måde ville kunne blive valgt. Han er "un-electable". I første omgang, var han "un-electable" til posten som formand for Labour. Da det efterhånden var umuligt at ignorere ikke bare at han ville vinde, men at han ville vinde stort, blev talking pointet, at han umuligt ville kunne vinde det næste - rigtige - valg. Dét, hvor man bliver premiereminister hvis man vinder.


Lad os lige sætte på pause et øjeblik. "Un-electable". Udover at Jeremy Corbyn er blevet valgt og genvalgt igen og igen i sit eget distrikt siden 1983, hvor absurd er det så ikke lige at høre, én af de kandidater som ikke engang kan vinde et formandsvalg i sit eget parti, klynke over, at Corbyn (som kan - og som nu lige HAR vundet) er uvælgelig?


Meningsmålingerne viste da også noget ganske andet. Nemlig, at Corbyn er den mest populære af de fire kandidater, blandt den brede befolkning; blandt alle mulige vælgergrupper, selv blandt UKIP's (nogenlunde svarende til Dansk Folkeparti) vælgere, selv om han aldrig er hoppet med på "tal-grimt-om-indvandrere"-vognen (hmm..... tænk Socialdemokratiet og DF her). Og dette efter den vildeste smædekampagne i nyere tid.


Der er meget mere at sige om alt dette her - om hvor absurd det er, at Labour-partiet der burde have været lykkelig for tilstrømningen af nye medlemmer, i stedet gik fuldstændig i panik og begyndte at smide folk ud og ugyldiggøre deres stemmer.


Om HVOR meget out-of-touch medierne og den politiske klasse er, overfor den almene befolkning, som skriger på alternativer til teflon-beklædte, soundbyte-spyttende robotter der alle hiver varer ned fra marginalt forskellige steder på samme hylde.


Om hvor sjældent - og forfriskende - det er, når en politiker nægter at spille spillet, og i stedet taler om sine egne, ægte, autentiske politiske synspunkter. Og bliver massivt belønnet af vælgerne (igen, på trods af den massive smædekampagne).


Men det må blive en anden dag.

Afslutningsvist: da der var parlamentsvalg i Storbritannien i maj måned, blev Labour i Skotland totalt udraderet af Scottish National Party, hvor de gik fra 51 til 1 parlamentsmedlem). Samme Scottish National Party som kort forinden (efter en anden gigantisk mediedreven smædekampagne) var en fingerneglsbredde fra at sikre Skotland selvstændighed ved en folkeafstemning.


Sammenhold det med Syrizas massive valgsejr i Grækenland tidligere på året og med Podemos i Spaniens meteoriske himmelflugt (ved lokalvalgene i år, vandt de og deres allierede massivt, herunder borgmesterposter i både Madrid og Barcelona).


Sammenhold det med Bernie Sanders kamp for at blive demokraternes præsidentkandidat i USA. Alle disse fænomener har det til fælles, at de trods massiv modstand fra eliterne og deres medier, alligevel kommer ud over prærien. Folk i store milliontal, har opgivet "politics as usual". Det er positivt. Og det er kun lige begyndt.


Hvad nu?
I engelsk politik er det - nogenlunde ligesom herhjemme -  meningen, at der skal være to "seriøse" fløje, som mener stort set det samme om alle vigtige emner, så debatten i al væsentlighed kommer til at dreje sig om småjusteringer af prioriteter, identity politics og "tonen". Nu hvor Corbyn er blevet valgt som formand for den ene af de to fløje, er der kun 3 muligheder:


  • Enten sælger han ud på rekordtid.
  • Eller også bliver han væltet af sine egne i løbet af et par måneder.
  • Eller også, får vi til næste valg (i 2020) i England, for første gang i nyere tid, et valg hvor befolkningen rent faktisk får mulighed for at vælge noget andet end det sædvanlige. Det ville - uanset hvor man står højre/venstre agtigt - være sundt. Måske ville det også tvinge det andet parti, til at tage sin egen politik alvorligt.


Et er sikkert. I dag er tingene ikke som de plejer at være.


I like it.

Tier Benefits
Recent Posts