Søren Pind i NSA-samråd
Der skete noget enormt underligt i går.

Justitsminister Søren Pind var kaldt i samråd af Lisbeth Bech Poulsen (SF) og Josephine Fock (Alternativet), for at svare på spørgsmål vedrørende NSA-overvågning i Danmark. Udgangspunktet var Jyllands Postens (fantastiske!) historie om amerikansk overvågning af en dansk konvertit i Danmark, men der blev også lejlighed til at udfolde emnet mere generelt: hvilket retsgrundlag foregår det egentlig på, hvis NSA (eller andre udenlandske efterretningstjenester overvåger i Danmark? En problematik der ovenpå de seneste par års Snowden-afsløringer (og nu også Jyllands Postens helt konkrete historie) må siges at være alt andet end teoretisk.


Lisbeth og Josephine kæmpede en ret brav kamp, for at lokke nogle svar ud af justitsministeren, som ikke bare banale, misvisende talking points eller variationer over "det gider jeg ikke fortælle jer noget som helst om" (hele sceancen kan opleves på video, her), men pludselig kørte Søren Pind helt af sporet, da Lisbeth Bech Poulsen endnu en gang forsøgte, at få ministeren til at forholde sig til virkeligheden, til fakta, til det bjerg af dokumentation - i form af lækkede dokumenter, som Snowden har videregivet til journalister for et par år siden - hvortil en noget presset Pind svarer:


"Det fru Lisbeth Bech Poulsen kalder fakta, er leveret af en mand som har søgt ly i - så vidt jeg husker - Venezuela, i Kina og i Rusland. Jeg stifter ikke den mindste lid til den form for oplysninger."


(det er ikke noget jeg finder på - se selv her: http://www.ft.dk/webtv/video/20151/reu/td.1290979.aspx  (video, spol frem til cirka: 14:06:55))


Jeg orker ikke rigtigt at pensle ud hvor åndssvagt det udsagn er - jeg så det først i Version 2's artikel fra samrådet - og kunne nærmest ikke tro mine egne øjne.


Fordi Søren Pind ikke kan lide Edward Snowden, vælger han at lade som, at de titusindvis af lækkede dokumenter ikke er ægte? Hvad er det for noget pis? Fuck Snowden! Om han så var kinesisk, russisk eller fynsk spion, ændrer det ikke på dokumentationen. Ingen bestrider, at dokumenterne er ægte; ikke USAs regering, ikke NSA selv, ikke Snowdens hårdeste kritikere.


Bortset nu fra Søren Pind, i sit mega pinlige forsøg på, at undgå at svare på spørgsmål fra folketingsmedlemmer.


Journalistikken der er blevet lavet på baggrund af dokumenterne har vundet alt hvad der kan kravle og gå af journalistiske hæderspriser, Pulitzer, Polk-award - ja selv en Oscar!


Herhjemme i Danmark har Informations hold af journalister vundet FUJ-prisen for undersøgende journalistik på baggrund af deres arbejde med dokumenterne, ligesom de var nomineret til en Cavling.


Men det er ikke bare de stakkels folketingsmedlemmer Søren Pind pisser op og ned af ryggen; det er os. Offentligheden. Os der har krav på at vide, hvad fanden der foregår i vores eget land. Os, Søren Pind arbejder for. Og det er samtlige danske journalister, der forhåbentlig arbejder ud fra en antagelse om, at virkeligheden ikke går væk, hver gang Søren Pind snakker sort.


Jeg er helt med på, at det ikke er særligt sjovt at skulle forsvare et overvågningsapparat der klart er ulovligt - men der er faktisk også andre ting man kunne have gjort i stedet.


Man kunne i stedet have gjort som den franske justitsminister gjorde for et par dage siden, da hun trådte tilbage i protest mod udhulningen af frihedsrettighederne. Hun valgte at sætte sine liberale principper højere end sin karriere. Intet stopper Søren Pind i at gøre det samme, hvis han har nogle principper tilbage.


Man kunne have gjort det samme Canada gjorde - nærmest samtidig med at den danske justitsminister sad og gjorde grin med den danske retsstat i samrådet: nemlig at suspendere dele af masseovervågningssamarbejdet med USA, fordi det strider med grundlæggende retsprincipper og menneskerettighederne.


Man kunne have gjort som Tyskland, der både har protesteret, har nedsat en undersøgelsekommission og har arresteret op til flere personer, mistænkt for at deltage i amerikansk spionage.


Man kunne have gjort som Brazilien og en lang række andre lande, der rent faktisk har taget overvågningsskandalen alvorligt (og dermed, i noget højere grad end skiftende danske regeringer, tager deres egne befolkninger alvorligt).


Man kunne i det mindste have gjort, hvad Søren Pinds egen partifælle, Karsten Lauritzen, gjorde sidste år, da han dukkede op i EU-parlamentet og talte dunder mod de "danske tilstande", med amokløben overvågning og bogstavelig talt ingen reel kontrol med efterretningstjenesterne:


"Torsdag var det Danmarks tur til at fremlægge i en serie af høringer som

kortlægger de enkelte medlemslandes kontrol med

efterretningstjenesterne, og hvordan EU-institutionerne sikres mod

indbyrdes og amerikansk spionage. Karsten Lauritzen var inviteret som

repræsentant for Folketingets Retsudvalg, og rettede en skarp kritik af

regeringen for ikke at have foretaget sig noget »nævneværdigt«, siden

NSA-affæren begyndte at rulle. Ud over altså at benægte ethvert kendskab

til, at Danmark skulle spille en rolle."


Man kunne have gjort tusind forskellige ting.


Men én ting man IKKE kan gøre, hvis man er minister (ovenikøbet justitsminister, ovenikøbet én der paraderer rundt og lader som om han er liberal) er, som Søren Pind, at skide højt og flot på folkestyret, på retssikkerheden, på frihedsrettigheder, ganske simpelt ved at lade som om, virkeligheden ikke eksisterer.


NSAs masseovervågning eksisterer. Det er ikke noget vi tror, det er noget vi ved. Det er et problem.


Søren Pind har lige gjort sig selv til en stor del af problemet.


Det bør alle danskere - især danske journalister gøre noget ved.
___

Note 1: jeg er desværre på vej ud af landet, så kan nok ikke deltage særligt meget i debatten det næste stykke tid - men alle og enhver (inkl. alle medier) er velkomne til at sakse, copy/paste, stjæle, citere, lade sig inspirere, whatever med/uden kildeangivelse.
Note 2: Som den høflige unge mand jeg er, forsøgte jeg naturligvis at gå direkte til Søren Pind inden jeg skrev en artikel om det. Se hvordan dét gik, i denne lille Storify.